"Bad Love" skrevet af Luther Allison var ren verdensklasse. "Serious" toppede den med en række indlagte prøver på de lyde og figurer, som Bernard Allison formår at få ud af sin guitar. "Voodoo Child" blev optakten til næsten 20 minutters kærlighedsakt - kærlighed til musikken og kærlighed til livet. Her spillede pianisten Eric Cannavaro en kæmpe rolle med sine klaver-variationer, som bragte små hint "of what to come" helt frem til at det hele blev blæst ud i en finale, som var enormt smuk og anderledes i sin opbygning med først i trommesolo, hvor bare 19-årige Allan Matthew Kimathi var alene på scenen, og hvor publikum troede, at så sluttede den koncert.
Men nej, det gjorde den bestemt ikke. Bassisten George Moye indtog scenen og gav den mest elegante bassolo med riffs fra kendte hitsange bakket op af den unge trommeslager. Cannavaro trådte til og var blændende med sine elementer, inden Allison rejste sig fra mørket bag i salen og trådte til for at fuldende en fantastisk finale, som efterlod publikum i sand begejstring over at have overværet et show, som ganske enkelt ikke kunne leveres bedre.