I de fire årtier med The King Snakes har der naturligt været udskiftninger i besætningen, men det er et tight og flot sammenspillet band, Paul Lamb har med sig til Randers. Chad Strentz på vokal og guitar har årelang erfaring med blues, soul, rock og rockabilly. Han har haft sine egne bands men har arbejdet med Paul Lamb i næsten 30 år.
Guitaristen Ryan Lamb er bandets unge mand. Søn af Paul Lamb og en formidabel guitarspiller. Rytmegruppen består af Mike Thorne på trommer og Orlando Shearer på bas er højt anerkendte både som live- og som studiemusikere. De fuldender et femkløver som noget af det bedste fra England.
Billetsalget til den store oktoberkoncert er i gang. I forsalg er entreen kr. 200, mens der ved døren sælges billetter til kr. 250 – hvis der altså er flere. Koncerten finder sted fredag den 25. oktober kl. 20, og dørene åbnes kl. 19. Bluesnight Randers er stolte af at præsentere Paul Lamb And The King Snakes, og vi håber, at du vil være med til at dele fornøjelsen. Vi ses på Underværket.